dox-on-wheels (Scapbog)
16. juni 2006

Klik her for at se Scrapbogen

Fredag den 16. juni har dokumentarfilmen  "Gambler"premiere i Skibby Kino. Kom og mød både Nicolas Winding Refn og filmens instruktør Phie Ambo efter forestillingen.

Der er GRATIS ADGANG til arrangementet.

Vi udlodder Pusher-trilogien signeret af Nicolas Winding Refn.

Den danske dokumentarfilminstruktør Phie Ambo har lavet en ny film om dansk films absolutte enfant terrible, Nicolas Winding Refn.

Da Nicolas Winding Refns film 'Fear X' floppede økonomisk, stod instruktøren med en personlig milliongæld. Produktionen af anden og tredje del af 'Pusher'-trilogien skulle redde økonomien, og det er denne skæbnesvangre fase af forhandling, planlægning og optagelser, vi følger med i.

Instruktøren Phie Ambo, som var fotograf og medinstruktør på dokumentarfilmen 'Family', beviser endnu engang sin evne til at komme helt tæt på uden at være anmassende. Kameraet er med overalt, og Ambo har fanget Refn i afgørende øjeblikke og skabt et underholdende og intimt portræt, som med stor varme indfanger hele mennesket Nicolas Winding Refn.

Vi er med fra møder med filmkonsulenten Nicolaj Scherfig over samarbejdet med Kusse-Kurt fra 'Pusher II' til sarte øjeblikke på hjemmefronten med kæresten Liv Corfixen og deres lille datter. Refn er åben omkring sin egen tvivl, angsten for ikke at leve op til forventningerne og det personligt problematiske i at vende tilbage til 'Pusher'-universet.

'Gambler' er et billede af en indfølende, modig og ekstremt ambitiøs kunstner.