Ind i Filmens Verden 3 - Nikolaj Arcel
17. november 2005

I lighed med sidste år har Skibby Kino i samarbejde med Skibby Aftenskole i efteråret 2005 fornøjelsen af at byde på tre spændende aftener hvor tre filmmennesker introducerer og viser deres yndlingsfilm, og derefter debaterer disse med publikum. Publikum vil ikke på forhånd kende filmens titel.

Reserver datoerne:
Tirsdag den 13. september kl. 19.30 - Ulrich Breuning
Onsdag den 12. oktober kl. 19.30 - Annett Wolf
Torsdag den 17. november kl. 19.30 - Nikolaj Arcel

Samlet pris: 150 kr.
Pris per forestilling: 60 kr.
Billetter kan bestilles i Skibby Kino fra 8. august.

NIKOLAJ ARCEL - INSTRUKTØR OG MANUSKRIPTFORFATTER

Nikolaj Arcel

Nikolaj Arcel blev uddannet fra Den Danske Filmskoles Instruktørlinie i 2001 med afgangsfilmen "Woyzecks Sidste Symfoni", der vandt Juryens pris ved filmfestivalen i München (2001) og hovedprisen på Europas største kortfilmsfestival, Clermont Ferrand. Siden 1996 har Nikolaj Arcel været tilknyttet Nimbus Film som manuskriptforfatter. Han skrev bl.a. novellefilmen "Meningen med Flemming" (2001), var med-idemand til TV-serien "De Udvalgte" (2001) og har arbejdet som manuskonsulent på flere af Nimbus Films projekter. Hans første spillefilmsmanuskript var den prisbelønnede børneactionfilm "Klatretøsen" (2002) som blev genindspillet på amerikansk som "Catch that Kid" i 2004. Nikolaj Arcel har desuden instrueret novellefilmene "De vendte aldrig hjem" (1996), "Hjælp, stedfar er et monster" (1999) og adskillige reklamefilm. "Kongekabale" er Nikolaj Arcels debut som spillefilmsinstruktør. Ud over selv at lave film, skriver han fortsat manuskripter for andre instruktører.