Klik her for at se
Scrapbogen

TAMRA ROSANES I
SKIBBY KINO
LØRDAG DEN 22.
APRIL KL. 20.00
Så sker der noget i Skibby Kino igen - kom og
oplev en dejlig aften i selskab med toppen af dansk country - Tamra
og hendes guitarist underholder i den hyggelige og intime
biografsal i Skibby.
Tamra Rosanes er født og opvokset i USA, men har
efterhånden mange år og en flot karriere bag sig i Danmark - både
som sanger og sangskriver. Hun startede sin professionelle karriere
i 1972 som folkesanger. Op igennem 1970'erne optrådte Tamra Rosanes
live - og indspillede plader - med forskellige grupper, heriblandt
vokalgruppen "Flair" (med blandt andre Sanne Salomonsen) og
countrybandet "The Pack". Flair indspillede 3 albums med Hank B.
Marvin (The Shadows) som producer.
I 1980'erne var Tamra medlem af bigbandet "Blast" og sang desuden
kor for mange af denne tids store navne - blandt andre Thomas
Helmig og Nanna. Gennem hele sin karriere har Tamra Rosanes sunget
kor på henimod 500 albums. I 1989 startede Tamra countrybandet "One
Night Stand Band" og udviklede sit talent som countrysangerinde. Et
talent, som siden er blevet brugt på en stribe solo-udgivelser op
igennem 90'erne.
Et lille sidespring i karrieren blev det til i 2001, hvor Tamra
dannede super-trioen "Cowgirls" med de danske sangerinder Sanne
Salomonsen og Lis Sørensen. De udgav cd'en "Girls Night Out", der
var produceret af Tamra og solgte platin i Danmark. Albummet blev
nomineret til en Danish Music Award, og gruppen turnerede det
danske land tyndt indtil sommeren 2002.
Denne succes blev sidste år fulgt op med party-pladen "Country
Party". Albummet - med nye fortolkninger af blandt andre Let Your
Love Flow, Nine to Five, Jambalaya og Rose Garden - røg direkte ind
på en flot 7. plads på Danmarks Officielle Hitliste.
Den 5. juli 2004 - dagen efter USA's uafhængighedsdag - udsendte
Tamra Rosanes et nyt studiealbum, "Over The Ocean", som indeholder
hendes dybt personlige fortolkninger af 12 amerikanske folkesange.
Sange, som Tamra Rosanes er vokset op med.